For snart lang tid siden bookede jeg en ferielejlighed i Søndervig ved Vesterhavet, – og det er dér, hvor jeg er nu. Jeg sidder her helt alene, og er lige blevet færdig med arbejdet med min fremtidige strategi. Det er meget givtigt med denne koncentrerede tid helt for mig selv, så der er mulighed for total fokus. Jeg har virkelig fået luft til at kunne tænke store tanker.

 

En tur i helikopteren

Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi lige trækker stikket en gang imellem, og løfter os op i helikopteren, og kigge ned på vores liv – både privat og arbejde. Vi skal forholde os til, hvad vi ser, – er vi tilfredse med dét, vi ser, – hvad kunne vi tænke os at se, og – hvad skal der til at komme derhen…

Der er mange måder at gribe en proces an på, når du skal arbejde med din strategi, men i bund og grund handler det om, hvad det er, du har lyst til, – hvad giver dig energi… Det behøver ikke være mere kompliceret end det. ”Hvad vil du gerne bruge din tid til”, og derefter ”hvad skal der til for, at du kan gå i den retning”.

Det er min helt store opfordring til dig, – specielt i denne Corona-tid, hvor tiden og begivenhederne giver anledning til refleksion. Sæt dig op i helikopteren, og kig ned på dit liv. Er du tilfreds? Hvad skal dit liv indeholde, – og hvad skal der til for, at det kan komme til at indeholde det…? Det er ligegyldigt om, du er lønmodtager eller selvstændig, så har vi alle godt af at finde ud af, “hvad vi vil med vores liv”.

Det er en helt utrolig fed følelse, at ”man selv sidder i førersædet” af sit liv, og selv kan justere retningen så meget som overhovedet muligt, – også i denne Corona-tid.

(Hvis du synes, at det er svært at formulere din strategi, så kan det være, at www.boostercamp.dk er noget for dig ).

 

Jeg føler mig privilegeret

”Hvor føler jeg mig egentlig privilegeret…” – det kræver faktisk mod at sige det i denne tid, hvor Coronaen raser, og hvor alle på en eller anden måde er ramt. Man kan få helt dårlig samvittighed over at have det godt…

Som soloselvstændig er jeg selvfølgelig også ramt. Min kalender er støvsuget for foredrag, undervisning og workshops. Og de møder, der er tilbage, er konverteret om til online møder på diverse nye platforme. Men det har faktisk også været spændende at lære dem at kende.

 

Tiden bruges effektivt

Hvad får jeg så tiden til at gå med…? Jo, jeg har faktisk mega travlt.

Igennem flere år har jeg hver gang, hvor jeg er stødt på noget spændende, gjort mig en notits om det. Det kunne være nye metoder, interessante mennesker eller bare noget, som kunne være fornuftigt at få gjort.

Det er blevet til en lang liste med næsten 100 punkter. Og så er der de evige gøremål, som at få ryddet op og sorteret i mails, dokumenter, mapper og papirer. Alle punkter og opgaver har jeg nu taget og opdelt i kategorier, og fordelt ud på de næste mange uger.

Det er vigtigt at være realistisk! HUSK: Hellere sætte færre opgaver op på den daglige to-do-liste, og så nå dem, – end at sætte mange opgaver op, som man bliver ærgerlig over ikke at have nået alligevel.

 

“Nyheds-junkie”

Jeg har også travlt med at følge udviklingen i vores samfund på de sociale medier og fjernsynet. Man bliver jo helt afhængig af at være foran med al nyhedsstoffet, og alle de nye grupper, der er poppet op, der debatterer de forskellige tiltag.

Når telefonen giver en bib om, at der er breaking news, så må jeg straks se, hvad der nu er sket. Min telefon er ved siden af mig hele tiden, – tankevækkende…

 

Tid til at blive klogere

Jeg har også travlt med ”at slibe kniven”, – dvs. blive klogere i dag end jeg var i går. Der er mange, der har åbnet op for diverse online produkter gratis i denne tid, så det skal jeg også skynde mig at benytte mig af. Så du kan godt se, at min dag har mange gøremål.

Følelsen af at kunne vinge af, når en opgave er fuldført, er fantastisk. Det giver én et boost, og man føler, at man har gjort noget godt for sig selv og sin virksomhed. Jeg kan blive helt høj af det, og kan ikke få nok. Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke er alene om…

Den nyeste melding pt. er, at nedlukningen for min type af virksomhed er indtil i hvert fald 10. maj. Og jeg kunne faktisk mærke, at det har jeg det ret godt med – set ifht. alle mine gøremål. Jeg er slet ikke færdig, så jeg skal bruge mere tid.

Jeg ved, når verden kører med fuld fart igen, så er det slut. Slut med at sidde og nørde i detaljer. Så kører toget, – og jeg er nødt til at følge med, så mit årsregnskab ikke lider totalt slagside. Sådan er det bare.

Det er jeg afklaret med, så jeg nyder min tid lige nu. Nu har jeg ro og mulighed for at fordybe mig i ting, som jeg normalt ville vælge at lægge til side, – og det vil jeg tillade mig at nyde 😊.

Det er mine tanker og opfordring til dig her fra Vesterhavet en dejlig solskinsdag i april.

kh Rikke