Hører du til den kategori af mennesker, som gerne vil have en finger med i alle opgaver?
Tænker du, at du må hellere selv løse opgaven, så du ved, at den bliver udført, som du gerne vil have det… – så det bliver “gjort ordentligt”?
Når du ønsker at have en finger med i “alt”, så er det svært at have fokus på det, der er din kerneopgave.
At være personlig effektiv handler i høj grad om at gøre dét, du er bedst til.
Det betyder, at selv om du godt kan løse en opgave, så er det ikke ensbetydende med, at du skal løse opgaven.
Det kan være langt mere effektivt at uddelegere.
Jeg vil præsentere dig for en model, du kan bruge til at kategorisere dine opgaver.
Modellen opererer med 3 typer af opgaver:
1. Opgaver du skal uddelegere (mørkeblå cirkel).
2. Opgaver du kan uddelegere (lyseblå cirkel).
3. Opgaver du selv skal løse (orange cirkel).
Den orange cirkel i midten er dine opgaver. Det er de opgaver, som kun du kan løse på bedste og mest effektive vis. Det er dine kerneopgaver.
Den lyseblå cirkel er opgaver, som du kan uddelegere. Det er f.eks. opgaver, du godt kan løse, men som ikke falder indenfor dine kerneopgaver – og som andre lettere kan løse mere effektivt og på mindre tid end dig.
Så er der den mørkeblå cirkel, som er de opgaver, du skal lægge fra dig og uddelegere til andre. Det skal du, fordi de tager for lang tid for dig at løse. De er ikke dine kerneopgaver – og det giver ikke mening, at du skal bruge tid på dem.
Opgave
Din opgave bliver nu at finde ud af, hvilke opgaver, der hører til hvilken kategori.
Find et ark papir eller åben et dokument på din computer.
Skriv disse tre overskrifter på:
Mine kerneopgaver er:
– Opgaver, jeg kan/bør uddelegere:
– Opgaver, jeg skal uddelegere:
Noter nu de opgaver, der hører til hver kategori – og undersøg så, hvem der skal håndtere de opgaver, som du uddelegerer.
Jeg har selv stor glæde af at uddelegere opgaver i min virksomhed – og kan varmt anbefale det. 🤩