I Danmark har vi en rig mødekultur.

Den er også alt for ofte lidt for langvarig.

Møder tager tid, – også tid vi egentlig godt kunne bruge på andre opgaver.

Derfor vil jeg i dag inspirere dig til at holde hurtigere og mere effektive møder – og du får 3 forslag, som du kan benytte dig af.

 

3 typer møder, der er hurtigere end traditionelle møder

 

 

1. Stående møder 🧍‍♀️

 

Stående møder er ofte særligt effektive og kortvarige – simpelthen fordi folk ikke ønsker at stå op for længe.

Men også fordi kreativiteten ofte flyder bedre, når vi står op, og derfor kommer vi hurtigere frem til løsninger og afgørelser.

Stående møder er effektive, da de ikke tager for lang tid – og du derfor også har tid til andre opgaver i din kalender end timelange møder.

De stående møder er særligt anvendeligt til typer af møder, som holdes ofte, og som ikke er voldsomt videntunge.

Eksempelvis tavlemøder, daglige opdateringsmøder, statusmøder og lignende.

 

2. Gående møder 🚶‍♂️

 

Gående møder kender du også som “walk and talk”-møder. Her handler det om at komme ud i naturen og bevæge dig – sammen med dine mødedeltagere.

“Walk and talk” er effektive, da der ofte er en begrænsning på, hvor langt mødedeltagerne har mulighed for at bevæge sig indenfor mødets samlede varighed. – Og emnet for gåturen skal være afsluttet, inden mødedeltagerne er retur ved mødebordet.

Gående møder er praktiske og anvendelige til lange arrangementer, f.eks. konferencer, workshops eller seminars, hvor deltagerne ofte bliver kvikket op med frisk luft og bevægelse, men hvor det faglige holdes ved lige.

 

3. Tidsbegrænsede møder 🕒

 

Et smart benspænd, hvis der i din organisation er tendens til alt for lange møder, er at sætte en tidsbegrænsning på mødet og talerækken.

Beslut, at et møde max må vare 1 time. Og beslut også, at hver mødedeltager max må have x antal minutters taletid.

På den måde overvejer hver mødedeltager nøje, hvad der skal siges – og alt udenoms-snak forsvinder.

Det gør ofte møder korte, effektive og præcise.

Det tidsbegrænsede møde er anvendeligt til møder, hvor det ikke er komplekse emner, der skal diskuteres og til møder, hvor der er “tradition” for at gå over tid eller komme ud af en tangent ift. dagsordenen.