DISC er en personanalyse, der bygger på William Moulton Marstons teorier fra 1928 om menneskers adfærd i organisationer. I begyndelsen af 1990’erne videreudviklede den finske managementkonsulent, Jukka Sappinen, Extended DISC, som i sit arbejde havde behovet for et værktøj, som i højere grad var fyldestgørende som udviklingsværktøj på virksomhedsniveau.

En DISC Personanalyse ser på 4 former for adfærd:

D – Dominans: Mennesker med meget D udviser dominerende adfærd, idet de ser udfordringer eller problemer som skal overvindes. Mennesker med dominerende adfærd vil forsøge at styre andre mennesker og de har fokus på at ændre omgivelserne således, at de kan få de resultater de ønsker sig.

I – Indflydelse: Mennesker med meget I forsøger at gøre indflydelse på andre ud fra en opfattelse om, at de er stærke i gunstige omgivelser og de ønsker at andre skal have den samme opfattelse af, som vedkommende selv. De forsøger at påvirke andre ved at overtale, fordi de er overbeviste om, at de kan.

S – Stabilitet: Mennesker med meget S er tilbøjelige til at være modstandere af forandringer. De synes, at tingene er gode, som de er og bør forblive sådan, med mindre forandringerne sker på en overskuelig måde og efter deres mening er til, for at forbedre situationen. De har fokus på at udføre opgaver i samarbejde med andre indenfor kendte rammer.

C – Tilpasningsdygtighed (Compliance): Mennesker med meget C forsøger at analysere omhyggeligt og derefter arbejde på at opnå høje resultater. De arbejder disciplineret, systematisk og nøjagtigt.

Det skal understreges, at der er ingen gode eller dårlige adfærd, – med andre ord fortæller analysen ikke om man er et godt eller dårligt menneske.

Vi har alle en del af de fire forskellige adfærd i os, men der er en primær adfærd, som falder os lettere at have.